Ny hertug og dronning er klar

Niels Damkjær og Kirsten Nisser er den nye hertug Hans og dronning Dorothea. De vil regere med lige dele strenghed og milde.

En garvet teatermand og lattermild lærer har overtaget regeringen af Haderslev.

Det bliver nemlig Niels Damkjær, Haderslev, og Kirsten Nissen, Stevelt ved Haderslev, der kommer til at kaste fyrstelig glans over Hertug Hans Festival fra 1.- 3. juni.

De træder til, efter at Erik Mynster efter 14 års tro tjeneste i 2017 valgte at abdicere. Ligeledes mente Eva Rasmussen, der i næsten lige så mange år har haft titlen som dronning, at tiden var kommet til et tronskifte.

– Vi glæder os, lyder det fra den nye hertug og dronning, der lover at regere med lige dele strenghed og milde.

Erfaring
Niels Damkjær er en erfaren dramaturg og teatermand. Han har instrueret flere end 200 forestillinger på en lang række danske teatre samt lavet drama til både radio og tv. Den nye hertug Hans, der også er aktiv dukkefører i Sønderjysk Figurteater, har stor viden om hertugen og tiden omkring reformationen og kan agere på både dansk, tysk og plattysk. I forbindelse med markeringen af 500 året for reformationen i 2017 satte han sammen med Sønderjysk Figurteater det dansk-tyske reformationsspil ”Ein Feste Burg” op. Forestillingen blev opført en lang række steder både nord og syd for grænsen.



Stand in
Kirsten Nissen er heller ikke ukendt med at stå foran større forsamlinger. Hun er til daglig lærer på Kongehøjskolen i Aabenraa, hvor hun blandt andet underviser i dansk. Allerede i sommeren 2017 iklædte hun sig dronning Dorotheas store robe, da hun var stand in for Hendes Majestæt ved Luthers Hochzeit i Lutherstadt Wittenberg. Det gav appetit, hun fandt sin indre dronning og skrev med stor humor en ansøgning til Hertug Hans Festival, som ingen kunne modstå.

Karaktererne
Begge har gjort sig tanker om deres karakterer samt læst bøger for at finde ind til kernen i hertugen og dronningen.

– Han sidder for enden af bordet og viser handlekraft og vilje, det er ham, der nådigst regerer. Han spytter heller ikke i øllet, han elsker god mad og drikke, men var også meget from og gudfrygtig. Han var en mand, der vidste, hvad han ville, fortæller Niels Damkjær, der ikke er bleg for at udstede ordrer og forlange lydighed af dovne skiderikker og utålelige pigebørn.

– Alt, han gør, handler om at vise magt og få anseelse, derfor byggede han et stort, flot slot, så han kunne få beundring i det ganske land, ja i hele Europa.

Også dronning Dorothea var en from kvinde. Hun var gift med hertug Hans’ ældre halvbror, reformationskongen Christian III.

– Hun var bestemt, og ville også gerne bestemme over sin søn, Frederik II, og det var nok ikke så heldigt, mener Kirsten Nissen og antyder, at det måske var én af årsagerne til, at hendes og hertugens forespørgsel om ægteskab efter Christians død blev afvist.

Humor og glimt i øjet
– Men hun var også interesseret i folks ve og vel og spillede politisk en rolle, siger Kirsten Nissen, der glæder sig til at levendegørende Dorothea i Damparken ved Hertug Hans Festival.

Og det kommer til at ske med humor og et glimt i øjet. Både Kirsten Nissen og Niels Damkjær er klar til at spille op til og med hinanden.

– Det skal være sjovt, griner Kirsten Nissen.

Den nye hertug og dronning inviterer til offentlig audiens for første gang ved Hertug Hans Festivals børnedag fredag 1. juni klokken 9.

Gå til
www.hertughansfestival.dk

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *